(Read an English shorter version of this article here: THE SECOND DIGITAL DIVIDE: PAY FOR PRIVACY AND TRADE WITH PRIVACY)

BLOG: I fremtiden kan du købe forskellige grader af privatliv på nettet. Hvis du har råd til det.

Der er ikke noget, der er gratis. Heller ikke på nettet. Koster den tjeneste, du gør brug af på nettet ingen penge, så kan du næsten altid gå ud fra, at du selv er produktet. Du betaler med informationer om dig selv. Personlige data er en rigtig god handelsvare på nettet. Faktisk så god, at man i USA har udregnet handel med personlige data – de såkaldte ‘data brokers’/’datamæglere – til at være en millard dollar industri.

“Datamæglerne” bygger deres virksomhedsmodeller på at indsamle personlige data om personer via online arkiver af forskellig art. Telefonnummer, navn, sundhedsoplysinger, social medieaktivitet, politisk overbevisning, indkomst, antal børn, interesser osv. osv. Alle disse informationer bruges til at skabe forbrugerprofiler og kategorisere dem i bestemte forbrugergrupper, der så kan sælges videre til interesserede virksomheder. Data indsamles fra hele verden. Altså ikke kun amerikanske borgere. Og selve datamægler virksomhedsformen er kun en ud af mange forskellige måder, hvorpå der p.t. tjenes profit på forbrugeres personlige data.

Det vil sige, hvis du ikke allerede var klar over det, så indgår data om dig med meget stor sandsynlighed i et globalt datamarked. Du bliver højst sandsynligt profileret af forskellige markedsenheder på baggrund af de digitale spor, du efterlader dig. Måske får du tilbudt en anden pris for en vare end den pris din nabo får, og du får helt sikkert tilbudt andre spændende varer på din Facebook profil end dem din nabo får tilbudt. Og hvis du ingen anelse havde om dette, skal du ikke være flov over det. De fleste mennesker ved ikke ret meget om dette forholdsvist nye marked. Markedet for personlige data er ugennemskueligt for den gennemsnitlige forbruger, først og fremmest fordi datahandelen sker uden deres direkte involvering. På et eller andet tidspunkt har man accepteret nogle vilkår for brug af informationer om en, når man har oprettet en tjeneste af den ene eller anden art på nettet. Og herefter lever ens data så at sige sit eget dyrbare liv.

Betal for privatliv og sælg dine egne data

Er det fair, at andre tjener penge på ens dyrbare data? Når nu ens data er sådan en god handelsvare, burde man da også selv kunne få noget ud af det. Den sidste nye virksomhedsdille på nettet er en helt ny type forbrugertjenester: De personlige datamæglere. De vil gerne involvere forbrugerne direkte i handelen med deres data. Det vil sige, ideen er, at forbrugerne selv skal have en bid af kagen, når det nu er deres data, der handles med. Denne nye type virksomheder slår sig an på at give forbrugere værktøjer til at handle med deres egen data, at sælge deres data til interesserede virksomheder og så at sige indløse værdien af deres data. Og så er der den anden type virksomheder, der giver forbrugerne mulighed for at købe ekstra privatlivsbeskyttelse på deres tjenester. Nogen kalder dette fremtidens markedsmodeller. Et marked, hvor man som forbruger vil få værktøjerne til at sælge sine personlige oplysninger og tjene på dem, eller hvor man kan betale for at få lov til at bevare sit privatliv på nettet. Det lyder umiddelbart som en fair løsning. Men…

Handel med personoplysninger er handel med privatliv

Tilbage til de amerikanske ‘datamæglere’. Deres brug af personoplysninger er et rigtigt godt eksempel på, hvilken betydning handel med persondata potentielt kan have for en forbrugers privatliv. Den amerikanske handelsmyndighed the Federal Trade Comission har udgivet en række rapporter, hvori man kan læse om denne temmelig hemmelighedsfulde industri. Man ved nogenlunde hvor mange data, der indsamles om forbrugerne (milliarder), hvad der indsamles (noget af det er opridset her i indledningen). Men man kan ikke rigtigt få ud af en stor del af virksomhederne, hvordan data indsamles. Til gengæld har man fundet frem til, at intime detaljer om enkeltpersoner bliver brugt til at profilere dem og placere dem i til tider diskriminerende kategorier som f.eks. “Rural barely making it” eller “Ethnic second city strugglers”. Og at der har været tilfælde, hvor f.eks. data om økonomisk udsatte forbrugere er blevet solgt videre til virksomheder, der sælger hurtige dyre lån. Man har også peget på problemer med datasikkerheden omkring datamæglernes opbevaring af data. Altsammen eksempler på, hvordan selve handelen med personlige oplysninger og data potentielt kan have kritiske konsekvenser for de involverede personers privatliv. Denne potentielle risiko udgør i sig selv et kompromis af privatlivets fred. det vil sige handler du med personlige data, handler du med privatliv.

Den personlige data markedsplads – forbrugerne sælger ud

Og så tilbage til det nye forbruger datamarked, hvor man får værktøjer til at sælge informationer om sig selv. De nye virksomheder på dette marked vil gerne hjælpe forbrugerne med at organisere og sælge deres data til forskellige interesserede parter, og de markedsfører deres produkter direkte til forbrugerne. De ønsker at hjælpe forbrugeren med at ‘genvinde deres personlige data’ til at ‘indløse værdien af deres data’ og så videre og så videre. Hvad er der galt med dette billede? Er det ikke mere fair, hvis forbrugerne bliver involveret direkte i de transaktioner deres personlige data indgår i? Problemet ligger i perspektivet. Det er et problem, når selve grundopfattelsen for fremtidens markedsmodeller er, at vores privatliv, er noget man kan handle med, eller noget man kan købe sig til, hvis man en dag får lyst til at “forkæle sig selv” med en ekstra luksusgode. Uanset om du sælger dine egne data, eller en anden sælger dem bag din ryg, så har det praktisk talt de samme konsekvenser for dit privatliv. Du vil måske føle, at du har mere kontrol, men du vil stadig blive profileret og kategoriseret og måske ovenikøbet diskrimineret på baggrund af dette. Den eneste forskel er, at du bliver betalt for det. Og hvem har brug for de ekstra finanser? Dem, som har brug for ekstra finanser. Det vil sige ofte de mest udsatte grupper i samfundet.

Den anden digitale kløft

Den første digitale kløft blev skabt mellem dem med adgang til internettet og dets muligheder, og dem uden. Her har man i årevis først og fremmest talt om forskellen i adgang til internettet mellem I og Ulande og økonomiske og sociale konsekvenser heraf. Den anden digitale kløft er den, vi er ved at skabe lige nu med de nye “Betal for privatlivsbeskyttelse” og “Sælg dine data” markedsmodeller. Min privatlivsbeskyttende email koster mig omkring 50 dollars om året. Ærlig snak, for hvis man ikke kan tjene penge på at sælge brugernes data, så må man jo bede forbrugerne om selv at betale. Det eneste problem med denne model er, at hvis du f.eks. bor i Uganda og har en mindste årsløn på 29 dollars, kunne du ikke engang, selvom du ville, betale for at få en privat mail. Og du ville sikkert også være villig til at sælge nogle data om dig selv til en god pris. Enhver dansk teenager med den samme mængde lommepenge ville sikkert gøre det samme.

Privatliv er en menneskeret

‘Privatlivets fred’ er en universal menneskeret. Ingen økonomiske interesser kan ophæve eller opveje den enkeltes ret til privatlivets fred. Det betyder, at man ikke burde kunne handle med en forbrugers privatliv eller for den sags skyld bede nogen om at sælge det til dig (og generelt burde man ikke kunne bygge en milliard dollar industri på det, men det er en anden temmelig forbløffende historie). Privatliv bør heller ikke være noget den enkelte skal betale for. Menneskerettigheder er for alle. Ikke kun for dem, der har råd til det.